Finans/Invest 5-2017

Leder: Nykredits børsnotering - en forhastet beslutning?
Af Ken L. Bechmann
Artiklen af Raaballe (2017) i dette nummer af Finans/Invest diskuterer børsnoteringen af Nykredit og præsenterer aktionærforeningsmodellen som et alternativ til en traditionel børsnotering. Denne leder tager diskussionen op og konkluderer, at der slet ikke er noget, der haster. Nykredits ledelse opfordres således til nærmere at overveje, om ikke den præsenterede model i højere grad vil tjene kundernes interesser. I den forbindelse må det specielt kræves, at de ultimative beslutningstagere i repræsentantskabet og bestyrelsen og Forenet Kredit (Foreningen Nykredit) fremskaffer det fornødne grundlag og bruger den fornødne tid for at kunne træffe det rigtige valg.

Er aktiesparekontoforslaget en god idé?
Af Michael Møller og Claus Parum
Regeringens forslag om en aktiesparekonto skal gennem forenkling give danskerne øget aktiekultur til gavn og glæde for små investorer og for børsnoteringskandidater. Det er imidlertid usikkert, om tingene bliver enklere. Noget bliver enklere, men andet bliver til gengæld mere kompliceret. Det er også usikkert, om introduktion af en aktiesparekonto giver øget kapital til mindre virksomheder. Der er faktorer, der trækker i modsatte retning. Alt i alt synes forslaget ikke tilstrækkeligt gennemarbejdet.

Forslag til en aktionærforeningsmodel for Forenet Kredit (Foreningen Nykredit)
Af Johannes Raaballe
Artiklen præsenterer og diskuterer en alternativ model - en aktionærforeningsmodel - til løsning af Nykredits kapitaludfordring. Artiklen er tænkt som et debatoplæg og rejser spørgsmålet, om man helt skal kaste en flere hundrede år gammel realkreditmodel, der har tjent realkreditlåntagerne godt, på møddingen.

Aktionærrettighedsdirektivet
Af Martin John Connie
Artiklen behandler det nye og reviderede Aktionærrettighedsdirektiv (Shareholder Rights Directive eller SRD), der blev vedtaget af Det Europæiske Råd i april 2017. Direktivet skal implementeres i Danmark indenfor de næste 24 måneder og forventes at få vidtrækkende konsekvenser for, hvordan danske børsnoterede selskaber skal rapportere om og styre aflønning af ledelsen. Baseret på erfaringer fra andre lande, hvor lignende lovgivning tidligere er implementeret, kan den øgede transparens forventes at betyde stigende aflønning og øget grad af variabel løn. De nye krav vil samtidig stille store krav til selskabernes kommunikation med deres interessenter.

Boligkøb, låne- og indskudsrenter samt forbrugsplanlægning
Af Michael Møller og Niels Chr. Nielsen
Betydningen af kalkulationsrenten (personens marginale lånerente eller marginale investeringsrente efter skat) for forbrugsprofilen indgår i standardbøger om mikroøkonomi. Jo højere kalkulationsrente, desto større stigning i planlagt forbrugsprofil over tid. Der har derimod ikke været megen interesse for, at mange mennesker kan forudse, at de på et senere tidspunkt vil opleve et skift i kalkulationsrente, f.eks. fordi de køber ejerbolig og derved skifter fra at være indskydere i banker til at være låntagere i banker. Et sådan skift i kalkulationsrenten er normalen i Danmark og mange andre lande. Denne artikel ser på betydningen af et planlagt senere boligkøb for den optimale forbrugsprofil over tid.

Posted in Indlæg.